”Men er det farligt?”: Musik leger med forventningerne og metal leger med frygten

Sortklædte, aggressive og langhårede. Metalfans er tydeligt illustreret i de fleste menneskers optik, men mange forstår ikke, hvordan nogen kan nyde musikken, der følger med de langhårede musikelskeres udseende. Frastødningen fra de hurtige, højlydte og forvrængede toner kan nemlig sammenlignes med lydene fra farlige situationer. Så hvorfor er der nogle mennesker, der ikke bliver bange og som ligefrem nyder farernes soundtrack?

Af Sandra Kaarsgaard

DEDIKATION OG KÆRLIGHED

”Jeg rejser meget rundt i verden alene, og uden nogen rigtig plan, for at tage til Iron Maiden-koncerter. Så står jeg i Moskva og går ind i pitten og møder 10-12 mennesker, som jeg har mødt til en anden koncert og så er vi bare instant på bølgelængde.”

Sådan siger metalfan Ole Frostholm, da jeg møder ham i hans lille horror- og metalpladebutik på Vesterbro. Dedikationen til metallen mærkes fra det øjeblik, man træder ind i butikken, og blikket lander på manden bag disken. Langhåret og sortklædt, men det eneste aggressive i rummet er kunsten på væggene og pladen Krupinské Ohne af Malokarpatan, der spilles over butikkens højtalere.

”Metal er hele mit liv. Det har det altid været,” fortæller Ole. Han har hørt metal siden han var ti år gammel og hører til generationen af metalhoveder, der blev præsenteret for genren af en ældre bekendt, for eksempel et familiemedlem eller en af de seje drenge i 9. klasse i folkeskolen. I Oles tilfælde var det hans storesøster.

”Hun kom i en motorcykelklub oppe i Thy, der hørte AC/DC, og der var jeg med som en lille møgunge. Det var lidt fedt og farligt og forbudt. Lidt ligesom at køre i rutsjebane eller se gyserfilm.”

De nyere generationer af metalfans falder typisk over genren online, ofte gennem foreslåede videoer på Youtube eller gennem deres ’Daily Mix’ på Spotify, men fælles for generationerne er deres kærlighed til musikken og deres nærmest religiøse lytning både til koncerter og udgivelser.

HJERNENS MUSIKCENTER OG LEG MED FORVENTNINGER

De fleste mennesker forestiller sig, at der er et bestemt center i hjernen, som opfatter musik. Ifølge professor ved Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet Peter Vuust er det dog hele hjernen, der er i brug samtidig.

Høresystemet er aktivt og er den mekaniske del, der opfanger lydene, genkender rytmen i musikken og retningsbestemmer hvor musikken fysisk kommer fra. Samtidig er det motoriske system i gang: Det er der foden begynder at vippe og hovedet begynder at nikke, mange gange helt ubevidst.

”Systemerne arbejder sammen og planlægger, hvad der nu kommer til at ske. De forudsiger musikken og samtidig hvilke bevægelser, vi laver. Det er lige som at være tilskuer til en fodboldkamp, hvor man får sparket ud efter en bold, der ikke er der, eller hvis jeg kaster dig en bold, som du bare griber uden at tænke over det.”

Andre systemer, der er i gang, er nydelsessystemet og følelsessystemet, og endda i nogle hjerner, de visuelle områder. Når vi nyder musik bliver det tydeligt i hjernen ved, at der udløses dopamin, endorfiner og andre neurotransmittere, på samme måde som når vi spiser chokolade eller har sex.

”Det er det, der sker, når vi står til en koncert, og hårene rejser sig på armene eller det løber koldt ned af ryggen, især når det handler om ‘store’ numre, som blandt andre både klassisk musik og metal indeholder,” fortæller Peter Vuust.

Ifølge hjerneforskeren forholder hjernen sig til, hvad der sker nu, og forudser, hvad der skal ske om lidt, men i musikken vil den også gerne overraskes. Musik skaber forventninger, som brydes, så vi sidder i en usikkerhed over, hvad der skal ske. På den måde leger musik med vores forventninger.

”Vi kan godt lide musikkens leg med vores forventninger, men der skal ikke være alt for mange overraskelser. Det er lidt et omvendt U, hvor musik bliver for kedeligt, hvis det er for forudsigeligt og genkendeligt eller for overraskende og mønsterbrydende. Det er en balancegang og noget musik leger bedre med vores forventninger end andet.”

HØJ LORTEMUSIK

Ifølge Ole kom fascinationen og kærligheden til metallen fra den oprørske side i ham, da han som barn og teenager hellere ville høre noget af det, de andre og hans forældre ikke hørte og det, der ikke blev spillet i radioen. Han ville gerne opsøge og udfordre grænser, og det har hængt ved.

”Jeg tror, de fleste mennesker godt kan lide at blive presset. Vi kan godt lide at blive skræmt og se gyserfilm eller høre ’farlig’ musik.”

Derudover er der en misforstået kultur om, at metal ikke er okay. At metal er noget værre larm og at det er noget pjat, hvis man ikke kan lide det ’alle kan lide’. Sådan er det i hvert fald, hvis man spørger Ole.

”Folk sidder nede på Islands Brygge og spiller deres høje lortemusik, fordi ’det kan alle lide’, ’nej, det kan jeg ikke, ’argh, men det har du vel heller ikke noget imod’. Jo, det har jeg. Jeg får helt vildt stress af deres lortemusik, men respekterer også, at andre får stress af at høre min lortemusik, så derfor spiller jeg det ikke på Bryggen.”

Ole mener ikke, at det kun er negative påvirkninger, der er ens tværs over genrer, men også positive:

”Jeg får det samme ud af at høre metal, som folk, der kan lide opera, får ud af at høre opera eller folk, der hører jazz, får ud af at høre jazz. Vi gør det jo, fordi vi godt kan lide det, og fordi det får os til at have det rart.”

GENREVALG OG PÅVIRKNING

Hvis musik gør det samme ved os, uanset hvilken genre man kan lide, hvorfor er der så forskel på hvilke genrer, vi nyder? Ifølge hjerneforsker og musiker Peter Vuust, kan der være 4 primære grunde til vores genrevalg.

Den første grund er de universelle faktorer i lyde. Høje, forvrængede og hurtige lyde kan tyde på fare på færde. Det kan være de hurtige lyde af et bissende dyr eller en hurtigt kørende bil og de høje lyde fra store dyr eller eksplosioner tæt på, men også de forvrængede lyde fra forskellige dyrs skræmmeteknikker. På den måde kan man ifølge Peter Vuust spørge sig selv, om metalgenrerne, der jo indeholder disse karakteristika, er skidt for os.

Den anden grund er kulturelle eller subkulturelle faktorer. Det vi er vokset op med, det vi kender til og det vi genkender mønstrene i, har bedre mulighed for at lege med vores forståelse og forudsigelse af musikken. Vores lyttehistorie inden for genrer gør, at vi kan afgøre, hvad vi synes, der er godt og skidt, og se nuancerne i de genrer, vi er vant til og nyder.

Den tredje ting er vores personlighed. Vi er ikke skabt ens, og forskellig musik passer til forskelligt temperament. Samtidig er de oplevelser, der har formet os ikke ens fra den ene til den anden, så nogen vil holde ved de genrer, der er blevet præsenteret for dem på et bestemt tidspunkt og andre vil knytte genrer til perioder, de helst vil glemme, og derfor undgå dem.

Den fjerde grund er, at der ikke findes hverken god eller dårlig musik. Musik bliver først til noget i mødet med hjernen, og derfor vil vi bedre kunne forstå musik, vi kender. For eksempel vil arabisk musik ikke nødvendigvis være noget, en fra Vesten kan lide, fordi mønstrene er ukendte for dem. Dog vil de stadig synes at det er musik – bare ikke lige deres smag.

Samtidig kan musik vække følelser, og det er en måde hvorpå man kan opleve og komme af med sine følelser på sikker grund.

”Vi er alle sammen aggressive nogle gang, vi er alle sammen vrede eller bange eller kede af det en gang i mellem,” fortæller Peter Vuust. ”Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at vi hører sørgelig musik, når vi har lyst til at græde, og vrede og frygt og energi er bare andre følelser, som musik kan give. Men det er jo ikke farligt at høre musik.”

EKVILIBRISME OG FARE

Det er ikke kun metal, der kan være anstrengende for folk at høre. Når Ole står i fakta og top 100-radioen er lidt for høj, kan han finde på gå, i bar frustration over den stressende effekt, genren har på ham:

”Det er ikke unikt for metal, at det kun er nogle ’udvalgte’, der kan lide at høre det. Det handler jo bare om hvilke genrer, man har dedikeret sin opfattelse af musik til. Dermed ikke sagt, at R’n’B og fusionsjazz og sådan noget ikke er musik, men det er bare ikke det, der udløser de rigtige endorfiner i min hjerne.”

Det er heller ikke kun metalfans, der sætter pris på metalmusikken. Den tekniske ekvilibrisme, energien og de mange lege med hurtige soli, fantastisk mange toner og utallige on-sets imponerer Peter Vuust, der ellers hverken kan spille metal eller hører det til hverdag:

”Jeg satte mig ned og så en udsendelse fra Finland, hvor bands som Metallica og Slayer spillede, og efter et stykke tid gik det op for mig, at når han sang sådan der, så er der nogle nuancer, som jeg ikke slev havde lagt mærke til før, fordi min egen lyttehistorie ikke har indeholdt genren”

Specielt genrer som metal er svære at komme ind i, netop fordi lydene i musikken ligger indkodet i vores hjerner, som universelle tegn på fare, og derfor vil man, når man ikke kender metallens mønstre, synes det er noget værre larm og slukke for det. Men efter bare et par timer dukker systemerne op, og så er musikken ikke længere så farlig.